Importstatistik 2016 er nu klar

Importstatistikken 2016 er nu klar og kan frit hentes af VSOD-medlemmer på den lukkede medlemside. Den er som i de tidligere år omfattende og dækker både vin- og spiritusimporten.

Du kan som ikke-medlem købe statistikken. Prisen er 5.000 kr. ekskl. moms. Kontakt sekretær Katja Helena Rohde Olsen på mail kro@danskerhverv.dk.

Italiensk vin er fortsat danskernes mest fortrukne
Der blev importeret i alt 178,2 mio. liter vin til Danmark i 2016. Heraf blev 21 pct., svarende til godt 37,5 mio. liter, importeret fra Italien, der siden 2010 har været danskernes suverænt foretrukne vinland.

I et meget tæt kapløb om andenpladsen ser vi Chile, Spanien og Sydafrika, som igen i 2016 tilfaldt Chile med 24,7 mio. liter vin, svarende til knap 14 pct. af vinimporten. Derefter følger Spanien og Sydafrika. Dermed har Sydafrika overgået Frankrig, som nu ligger på femtepladsen. Samlet set stod disse fire lande, sammen med Frankrig, for ca. 74 pct. af den danske vinimport i 2016.

Whisky står for en femtedel af bruttoimporten af spiritus
Retter man blikket mod spiritus og likør, udgjorde bruttoimporten af spiritus og likør 16,8 mio. liter ren alkohol i 2016. Det er en stigning på hele 22 pct. i forhold til året før og en stigning på 57 pct. sammenlignet med 2006.

Ser man på, hvor stor en andel de enkelte spiritustyper stod for af bruttoimporten i 2016, stod whisky for 21 pct. af den samlede bruttoimport af spiritus og likør. Likør udgjorde 16 pct., vodka 16 pct., rom og tafia 8 pct., gin 7 pct., cognac 2 pct. og tequila 1 pct. Desuden falder hele 29 pct. af importen af spiritus og likør i kategorien ’anden spiritus’. I kategorien ’anden spiritus’ indgår bl.a. alkoholsodavand, shots, akvavit, snaps, bitter, grappa, brandy, arrak, ouzo og calvados.

Ved spørgsmål vedrørende statistikken kontakt da sekretariatschef Nikolai Klausen på tlf. 9137 3130.